Der er så meget...

... som jeg gerne ville, men bare ikke har overskud til - selv om jeg har det rigtig godt for tiden.
Her tænker jeg primært på praktiske ting herhjemme, og fritidssysler.

Jeg synes slet ikke, at jeg får noget ud af min tid, i øjeblikket.
Dagene er alt for korte, jeg når slet ingen ting, af det jeg har lyst til.

Almindelige, dagligdags ting dræner mig for energi, og det har jeg meget svært ved at acceptere.
Kort sagt, så føler jeg mig som en total fiasko, når andre mennesker kan lave ti forskellige praktiske ting på én dag, samtidigt med at de også passer deres job - for ikke at tale om dem, der har børn - og jeg kan højest klare to-tre små, eller én større ting.
Og det frustrerer mig meget, for jeg vil jo gerne kunne det samme som andre.

Det piner mig, at her altid er så rodet - for jeg har det bedst, når der er orden i mine ting.
Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser, hvor beskidt her er.
Jeg græder indvendigt, når jeg gang på gang spiser færdigretter, i stedet for at lave min egen mad.... og især når jeg ikke magter at gå ud at handle, og vælger usund mad fra pizzeriaet i stedet for.

Jeg vil så gerne kunne selv.
Være voksen, og have overskud, være stærk og udholdende.
Men jeg magter det ikke, selv om jeg psykisk har det bedre end jeg har haft i mange år.
Jeg forstår det ikke!

Det kunne være nærliggende, at skyde skylden på mit handicap.
Men hverken Asperger eller ADHD burde medføre træthed. Man kan have svært ved at planlægge sin dag, og man vil ofte ikke være i stand til at koncentrere sig om en opgave, der består af flere forskellige processer. Men det er ikke dét, der er mit problem.

Jeg er bare træt, i mit hoved, og i min krop.
Men jeg mangler ikke psykisk energi - det er udholdenheden, den kniber med.

Jeg ved godt, at jeg har brug for mine bostøtter, og at det er OK de hjælper mig.
De gør en masse for, at jeg skal have det godt.
Jeg synes bare ikke, at det gør nogen særlig forskel - det er ikke nok.
Til gengæld hjælper de mig på andre måder, og det er smadder godt.

Måske er mine forventninger til livet bare for høje?
Men jeg ønsker mig jo bare, at være glad for mig selv, og min lejlighed.
Skidt med om her rodede, hvis jeg havde det godt med det.
Det har jeg bare ikke.
:-(

Dette indlæg har været én lang gang klynk.
Men det har været godt for mig at skrive det, for det har fået mig til at tænke over, hvordan tingene kan blive anderledes, så der er mere orden i min hverdag, og jeg kan flere ting selv.

Først og fremmest skal her ryddes op.
Jeg har for meget rod, ergo må jeg have for mange ting!
Rod i omgivelserne, giver rod i hovedet, og derfor må det væk.

I morgen, hvor der kommer en bostøtte vikar, begynder jeg at rydde op. Jeg tager en stor papkasse fra kælderen, og så smider jeg simpelthen alt det, jeg ikke bruger mere, ad XXXXXXX til!
Dernæst skal alle de ting, der skal blive her, have en fast plads - og mine bostøtter skal lære, hvor tingene skal stå, så de kan hjælpe mig med at rydde op.

Rettelse: Bostøtten er først tirsdag.

Det næste bliver at jeg laver et ugeskema, sådan at jeg har nogle få opgaver hver dag, på bestemte tidspunkter. Der skal også sættes tid af, til at lave kreative ting. For hvis det praktiske er overstået inden, så kan jeg bedre give mig hen til mine sysler.

Jeg vil have mit overskud tilbage.
Men hvis jeg stiller for store krav, så kan det ikke lykkes.

Det bliver en lang proces, at få kørt de forskellige ting ind i et system, men det må jeg acceptere - selv om det er meget svært!

Tillykke Connie!

I dag bliver min søster 29 år, for tiende gang.
Jeg har sagt til hende, at hun skal nyde det, for til september er vi lige gamle, og næste år er det mig, der er storesøsteren. Hehe. Jeg er nemlig ikke flov over min alder, men synes nærmest omvendt, at det er rart at blive ældre og lidt mere livserfaren.

En dejlig weekend

Jeg har været oppe hos mine forældre i sommerhuset, fra i går til i dag.
Det ligger i Eskov strandpark, oppe i Nordsalling.

Det var - som altid - hyggeligt, og det er altid så rart at kunne sidde ude på terrassen hele dagen, hvis det er dét man vil. Og det vil jeg jo gerne.

Jeg kørte med mormor og moster derop, og på vejen var vi på Egeris kirkegård, hvor min oldemor er begravet. Det er ved min sognekirke. Det er en pæn kirkegård, der ligner en park, og hvor der også er en skovafdeling med natursten osv. Meget smukt.

Mor havde frokost klar, og så hyggede vi os ellers hele eftermiddagen.
Da mormor og moster tog hjem gik mor ind for at sove, og hun lå i sengen et godt stykke ud på aftenen. Det viste sig senere - i morges - at hun havde fået halsbetændelse, og at det var derfor hun var så træt.

Ellers skete der ikke noget særligt her i weekenden, andet end hygge, og det er jo også rart. Mor og jeg fik nogle godes snakke, jeg sad og nød det gode vejr på terrassen, og jeg fik læst min bog - Vejen hjem - færdig.

Alt i alt en god weekend!

Noget at tænke på

En gang, for mange år siden, fandt jeg denne bøn på nettet:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting,
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen

Uanset hvad man tror på, eller ikke tror på, så synes jeg, at ordene er værd at tænke over.

Og som én sagde: Man kan jo altid sige Knud, i stedet for Gud.

;-)

God søndag til alle!

Ups, jeg var lige en dag for tidligt på den - det er kun lørdag i dag.
Men så får I jeres søndagshilsen på forskud.
;-)

Husk at drikke vand!!!

Jeg har været syg af dehydrering, efter zoo-turen i tirsdags.
Jeg fik "kun" sodavand hele dagen, som jo blev tilbragt dels ude i solen og dels inde i en varm bus.

Det var ikke så smart, så jeg har haft det lidt skidt, de seneste par dage.
Men jeg er OK nu, heldigvis for det.

Og jeg tror ikke, jeg glemmer vandet mere...

Givskud zoo

I dag skulle jeg have været i Legoland, sammen med tre andre unge og to personaler, fra Idavang.

Men da vi kom derned, kunne vi se at der var mega lang kø udenfor parken, og så kunne vi jo godt regne ud at vi bare ville komme til at stå i kø hele dagen.
Så en af personalerne spurgte, om ikke vi hellere ville i Givskud zoo, og det ville vi gerne.

Jeg havde aldrig været der før, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente.
Men det blev virkelig en positiv overraskelse!

Der er en masse spændende dyr dernede!
Jeg knipsede løs med mit kamera, men så midt i det hele gik det selvfølgelig tør for batteri. Typisk!

Men jeg nåede da at tage nogle billeder, og her kommer et par af dem:

Er det oldefar, der spøger?

Mit komfur opfører sig mærkeligt i dag.
Æggene ville slet ikke koge, og osten på min toast vil ikke smelte.
Og nej, det er ikke Klovborg ost, der lige skal have tre timer til.
;-)

Ja, og i går ville min symaskine ikke sy - og mit fjernsyn vil somme tider ikke tænde.

Jeg tror, at det er min oldefar, der spøger!

Her var en mølle i gamle dage - selve mit hus var et kornlager.
Og min oldefar arbejdede her.
Det er mange år siden nu. Han døde i 1972, så jeg har aldrig mødt ham.

Men jeg tror han går rundt og laver fis med mig!
Hvem skulle ellers gøre det, for det er jo ikke juletid, så det kan vel ikke være nisser?

Her må også have været rotter.
Ja, det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om - og Bibsen kan tilsyneladende se deres genfærd, selv om jeg ikke kan. I hvert fald farer hun somme tider rundt, og jagter ét eller andet usynligt...

Måske er der mere mellem himmel og jord, end man tror?

TV-tryghed

Nu skrev jeg om Desperate Housewives før.
Men jeg er også stor fan af en anden TV-serie, i en helt anden genre: Beverly Hills 90210.

Beverly Hills appelerer til en helt anden del af mig, end Desperate Housewives.

Det faktum at Beverly Hills har været genudsendt så mange gange, at jeg næsten kan replikkerne udenad, opfylder et helt andet behov, end bare at blive underholdt.

I kraft af min Asperger har jeg i perioder brug for meget tryghed, og en vis grad af forudsigelighed, hvis hverdagen bliver for svær at rumme, og jeg f.eks. er stresset eller ked.
Det er TV-tryghed på højeste plan.

Min yndlingskarakter er Andrea Zuckermann - fordi hun er en succesfuld pige/kvinde, der gennemlever mange svære udfordringer, men altid kommer ovenpå igen.

Hun arbejder virkeligt for at opnå sine mål, og det lykkes som regel for hende.

Samtidigt er hun flittig og elsker at gå i skole - hun er socialt bevidst, en god veninde der altid hjælper de svage i skolen og generelt i samfundet.

Dertil kommer, at jeg synes Andrea er den karakter, der virker mest naturlig og nede på jorden.

Hun er alt det, jeg selv drømmer om at være!

Desuden er Gabrielle Carteris en dygtig skuespiller - og i de interviews og dokumentar udsendelser, jeg har set med hende, virker det til at hun har mange af de karaktertræk, som Andrea har.

Jeg tror, at det er derfor Andrea virker så naturlig.

Men man er jo ikke nødvendigvis helt sig selv, når kameraet ruller...

Spændende artikel

Jeg har fundet en god artikel på nettet.
Og der er mange flere spændende ting derinde!

http://style.dk.msn.com/article/76757-15-ting-der-videnskabeligt-bevist-gor-dig-lykkeligere/gallery/445716

 

Forskning viser at 50% af vores lykke er genetisk bestemt.
10% bygger på tilfældigheder.
Og 40% er afhængig af den måde, du lever dit liv på.

Psykologer har (heldigvis) forsket i, hvordan du selv kan være med til at påvirke dit liv i en lykkelig retning.

Læs her hvilke 15 ting, der kan gøre dig til et lykkeligere menneske!

 

Jeg får snart firkantede øjne!

Jeg kedede mig lidt i går, fordi jeg ikke kunne komme videre med mit syprojekt.
Men så havde jeg jo heldigvis en DVD-boks med disse herlige kvinder:

Jeg har kun set nogle få afsnit af serien, på TV, idet jeg normalt er til spejder onsdag aften.
Jeg ved ikke engang hvor mange sæsoner der er lavet, og hvor langt TV2 er kommet i serien.

Men jeg er personligt nået til tredje sæsons tiende afsnit.

Jeg synes det er en spændede serie, fordi den er sjov og alvorlig på én gang.
Handlingen er meget indviklet og mystisk, og jeg forstår ikke nær det hele. Men jeg synes at serien er rigtig godt lavet, og at alle skuespillerne spiller utroligt godt.

Men ikke mindst, kan jeg lide serien at den udfordrer mine evner til at forudse, hvad der vil ske i næste scene, altså hvordan de andre karakterer vil reagere på det én af dem gør.

Selvfølgelig ved jeg godt, at den virkelige verden er meget anderledes, men det er ret tydeligt for mig at se forskellen, fordi hver af de fem desperate kvinder er så karikerede, som de er. Kun meget få mennesker, om nogen overhovedet, er så perfekte som Bree og ingen er så udspekuleret som Gabrielle. Men det er jo netop dét, der gør serien så morsom - den er ligesom i to lag, det humoristiske og det mystiske.

Jeg kan ikke sige, hvem af de fem husmødre, jeg synes er mest interessant, men jeg kan godt lide den ekstra dimension som børnene og de unge giver serien.
Især synes jeg, at Susans teenagedatter - Julie - er en meget spændende karakter.

Kæresten har foræret mig en blu-ray afspiller, og det er rigtig dejligt at se serien derpå, frem for på min gamle lavpris DVD-afspiller.
Der kommer mange flere detaljer frem, og det giver meget flotte billeder.
Og ikke mindst husker maskinen, hvor man var kommet til, når man stopper - selv flere dage efter, og det er altså smart!!!

Sy(g)maskinen

Ja, lige når man føler sig aller mest kreativ, så sker det!
Symaskinen går i stykker!

Eller, som man også kunne sige det: Bernette er blevet syg.
;-)

Der er jo ikke andet, end at tage det med et smil - for jeg er jo ikke symaskine reparatør, så der kommer nok til at gå et stykke tid, før jeg kan sy igen.
Og da jeg, som nævnt i går, heller ikke har hverken strikketøj, broderi ramme eller ordentlige briller, så kan jeg vist ikke lave ret meget kreativt i resten af ferien.

Men jeg finder nok på noget andet... om ikke andet har jeg hele sæson 3 af Desperate Housewives liggende, som jeg ikke har set endnu.
Imens kommer jeg måske på en genial idé til hvordan hanken på min taske skal se ud?

Jeg håber, at en af personalerne, der er uddannet håndarbejdslærer, kan hjælpe mig, med at finde ud at hvad der er galt med maskinen. Måske er det bare mig, der har trykket på ét eller andet forkert, eller noget vi selv kan ordne. Ellers må Bernette jo til reparation -  men det kan vist være ret dyrt, så jeg håber ikke det bliver nødvendigt.

Kender I det?

Jeg tog mit strikketøj med hjem, fordi jeg ville strikke i ferien.

I nat, da jeg ikke kunne sove, fandt jeg det frem, og glædede mig til at strikke.
Tror I så ikke, at opskriften manglede!? Den må ligge i min garderobe, henne på Idavang.

Jeg kan heller ikke brodere, for jeg mangler en syramme.
Det er sådan én Bedstemor And altid sidder med, en ring der strammer stoffet ud, så man ikke trækker det skævt. Jeg vil købe den i næste uge.

Men så er det godt, at der er så meget andet, man kan give sig til - såvel kreative ting som andet.
Man kan altid more sig på DepNet chatten, eller fjerne lidt støv - eller gå en dejlig tur.
Eller også kan man, som nævnt i forige indlæg, gå løs med symaskinen, på sit gamle tøj!

Kreativiteten blomstrer

Her i huset leves der 100% op til mottoet: Lad ikke lidt rod bremse din kreativitet!

Jeg fik lige pludselig lyst til at sy en taske - og heldigvis havde jeg noget gammelt tøj, som kunne bruges til det.

Problemet er bare, at jeg ikke har syet i flere år, så det er næsten som at begynde forfra.
Jeg kan ikke få symaskinen til at makke ret, men det er nok ikke maskinen den er gal med, men syersken.
Dertil kommer så, at jeg lider akut af mangel på nye briller, men jeg kan først komme til optikeren efter ferien.

Men i stedet for at køre op og blive sur over det, så vælger jeg at tage syarbejdet i små etaper, og gå til og fra. Jeg har jo ikke en familie, der skal dinere ved bordet, så jeg må godt rode. Bare jeg sørger for at nåle, tråd og småting bliver lagt i kasserne, sådan at katten hverken kommer til skade, eller ødelægger tingene.

Sædvanligvis tager det mig ikke mere end et par timer at sy en ting som denne - og da jeg først fik lysten til at sy, tænkte jeg, at det kunne jeg da hurtigt klare.
Men det kammede hurtigt over, og jeg måtte tage et par Ritalin piller, at falde ned på.
Da de virkede, kunne jeg godt se, at det ikke handler om at gøre det så hurtigt som muligt, men at tage sig tid, til at gøre det ordentligt og pænt.

Jeg ved stadig ikke, om der kommer en taske ud af det, og om den i givet fald bliver pæn og brugbar.
Det håber jeg da.

Men hvis det ikke lykkes, så ser jeg bare processen som en måde, hvorpå jeg kan blive dus med symaskinen igen. Og jeg har jo ikke ofret andet end lidt tid - to bluser, der er for små - og et stykke af et gammelt fleecetæppe (i mangel af pladevat).

Og Bibsen har fået en hyggelig eftermiddag, med alt det spændende "legetøj" jeg har fundet frem.
Ikke sært, at hun er faldet i søvn på sofaen.
;-)

Hos fyssen

Jeg var til fysioterapeut i går.
Det var en god oplevelse.

Hun havde jo lavet et træningsprogram til mig, for nogle måneder siden, men det fik jeg bare ondt af at lave. Så vi blev enige om, at der skulle noget decideret behandling til.

Jeg skal stadig træne, men knapt så hårdt.
Måske fem minutter på crosstraineren, i stedet for ti, og så veksle med nogle andre maskiner, så jeg ikke bruger forskellige muskler skiftevis i løbet af timen.
Desuden har hun instrueret mig i strækøvelser og balancetræning, som jeg vil bruge ekstra tid på, hver gang. Jeg laver også lidt gymnastik herhjemme, for at jeg ikke skal blive stiv i kroppen.

I går var jeg så til den første behandling.
Hun spurgte, hvor jeg havde mest ondt, og hvordan smerterne var.
Det var mest i fingrene og i anklerne, så dem tog hun fat i - og gav mig en slags massage, for at løsne op og gøre leddene mere bevægelige. Ledmobilisering, kaldte hun det.

Det føltes rart imens, men jeg blev øm, i et par timer bagefter. Men da det havde fortaget sig, havde jeg pludselig en rar fornemmelse i leddene. Jeg slappede af, i hænder og ankler, på en hel anden måde, end jeg har gjort længe. Det var en rigtig god følelse.

Jeg glæder mig allerede til næste gang!
Da vil hun gøre det samme, sådan at vi over tid kommer igennem alle mine angrebne led.

Posemad

For nogen er det her...

... bare paneret sej, pomfritter, ærter og hollandaise - trukket op af en pose, varmet og klasket på en tallerken.

For mig, er det en sejr, at kunne lave min egen mad - ved hjælp af komfuret - for alt for længe har jeg levet af færdigretter og take-away.

Det er slut nu.
Jeg vil lave min egen mad - bare fordi jeg kan!

Pssst... jeg har også bagt boller i dag, men jeg har ikke smagt dem endnu.
Denne gang er det med mysli i.

At kunne selv

Jeg tror ikke på, at jeg nogenside bliver 100% selvhjulpen.
Jeg vil altid have behov for støtte, i en eller anden form.

Men jeg prøver at klare så meget som muligt selv, og samtidigt prioritere, hvilke ting jeg vil bruge mine kræfter på, og hvad jeg gerne vil have hjælp til.

Almindelige hverdagsting er en udfordring for mig.
Jeg bliver let udmattet, fysisk og psykisk.
Det er til dels et spørgsmål om at lære, at være mere udholdende - og det arbejder jeg på.

Men, som sagt, jeg bliver aldrig fuldt selvhjulpen - og pga. mit handicap vil mit energiniveau sandsynligvis blive ved med at svinge meget, resten af mit liv.

Jeg er bl.a. begyndt at vaske tøj selv, og jeg laver somme tider varm mad.
Det er sjældent, at jeg ikke har vasket op, efter aftensmaden eller næste morgen.
Desuden rydder jeg op og gør lidt rent, når der er behov for.
Alt sammen ting, som er selvfølgelige for såkaldt normale mennesker, men sværere for mig, og ofte ikke føles naturlige for mig at gøre.

Det er vigtigt, at holde sig i gang, især når man har et fysisk og/eller psykisk handicap.
Man skal have udfordringer og ansvar - på det niveau, der passer til den enkelte.
Ellers kan den naturlige udviklingsproces - hvor man sædvanligvis løbende bygger videre på de evner man har og lærer nye ting, hele livet igennem - nemt gå i stå, eller tilbage, med det resultat at man  let bliver deprimeret og ligeglad med sig selv og sit liv.

Lækre havregrynsboller

Jeg bagte igen i går.

Denne gang var det lyse boller med havregryn, og en anelse rugmel.

Mmm - de er go'e, også her på andendagen.

Husk, at har du lyst til en nybagt bolle, så ringer du bare, og jeg går fluks i gang med bage!

At turde spørge

Det er en myte, at mennesker med Aspergers syndrom, ikke har lyst til social kontakt med andre mennesker.
Sandheden er, at selvfølgelig vil vi det - bare det er nogle mennesker vi passer sammen med og en aktivitet der interesserer os - men det kan være utroligt svært for os, at etablere disse kontakter, og endnu sværere at udvikle dem til venskaber.

I mit tilfælde handler det om, at jeg ikke tør spørge.
Jeg har vist en snert, af det, der hedder socialangst.

Jeg har enormt lyst til bare at være spontan, og at sige "vil du ikke med i biografen?" men jeg er for genert.
Jeg tænker, at andre tror jeg er tosset, fordi jeg tager initiativ - hvilket jo er en vanvittig tanke, for det er jo helt normalt at spørge andre mennesker om den slags.

Jeg mødte min nabo på gangen, og hun kommenterede, at der altid duftede så godt, fordi jeg tit bager.
Hun sagde, at hun gerne ville smage mine boller.
Det kunne da også være rigtig hyggeligt, at invitere hende ind til en kop te, men jeg er rystende nervøs.
Alle tankerne kommer op.
Gør jeg måske noget pinligt, eller sker der grimme misforståelser eller andre problemer.

Det er mega træls, at have det sådan!
For jeg vil jo så gerne være social, og jeg føler mig tit ensom.

Derfor var det en stor sejr for mig, da jeg endelig fik taget mig sammen, i lørdags, til at spørge en pige fra mit dagtilbud, om hun ville med i Ålborg zoo.
Det ville hun heldigvis gerne, og vi aftalte at snakke sammen om det, efter ferien.
Jeg sagde, at vi kunne jo spørge nogle af de andre, om de ville med, og så kunne vi tage bussen derop.
På den måde kan vi selv tage derop, uden at vi behøver have personale eller andre til at køre os.

Jeg var pavestolt!

Nu har jeg taget det første skridt, og er parat til at kæmpe imod angsten.
Den skal ikke bestemme over mig, det er mit liv, og mine regler, der gælder.

Hurra!

I fredags skrev jeg, at jeg havde ondt i skroget.
Da havde jeg, i flere dage, taget en del smertestillende medicin.

Men her lørdag, søndag og i dag, har jeg heldigvis ikke haft betydelige smerter.

Det er fordi jeg har været meget flittig, med at lave øvelser, for at løsne op i musklerne - samt fordi jeg har sørget for at skifte stillinger og give mig selv lov til et hvil, når jeg har brug for det.
Jeg har selvfølgelig været lidt øm efter gymnastikken, men det er hurtigt gået væk igen.

Jeg har løsnet hele kroppen op to-tre gange om dagen, plus jeg har bevæget mig ind imellem, f.eks. lige strakt nakken ud til begge sider eller rullet lidt med skuldrene, engang imellem, når jeg kunne mærke der var optræk til stivhed i musklerne.

Det med at tage et hvil, er noget, jeg skal vænne mig til.

Jeg kan nemt blive meget optaget af en aktivitet, f.eks. af at sidde ved computeren, og så glemmer jeg tiden. Eller jeg farer rundt og gør rent, og det er også hårdt ved kroppen, fordi man strækker og bøjer sig så meget.
Mærkværdigvis får jeg både ondt, når jeg sidder for stille, og når jeg mosler for meget rundt.

Men jeg prøver at huske, at give mig selv en pause, inden jeg får ondt - selv om det er svært at ændre vaner.
Somme tider stiller jeg min mobil, og siger f.eks. klokken 14 skal jeg slukke min PC, lave nogle øvelser, og derefter bare slappe af, eller måske gå en tur.

Og det virker!!!
Det beviser bare, at det ikke nytter at være ligeglad med sin krop.
Den skal plejes, og gør man det ikke, så får man hurtigt problemer, hvis man har anlæg til det.
Det hjælper heller ikke noget, at sidde og have ondt af sig selv.
Så bliver smerter i kroppen hurtigt til smerter i sindet.

http://www.gigtforeningen.dk/.
På Gigtforeningens hjemmeside er der masser af gode råd om smertehåndtering (herunder medicin) samt ikke mindst noget om, hvordan man lever med sine smerter - samt en masse gode øvelser, for hele kroppen.

"Opfør dig ordentligt!"

Sådan siger man ofte til børn med ADHD, og det ender tit med at de - udelukkende på grund af adfærdsproblemer - sendes i en specialklasse.
Lærerne mener, ikke kan magte, at have et ADHD-barn i klassen, når der er op til 28 elever.

Men sandheden er, at et ADHD-barn gør alt, hvad det overhovedet kan, for at blive accepteret, i sin familie, i sin skoleklasse, i sin fritidsklub og alle steder hvor det færdes.
Det gælder i øvrigt for alle børn med handicap!

I mine øjne ligger problemet slet ikke hos barnet med ADHD.
Det ligger derimod  i skolesystemets opbygning, læreruddannelsen, men ikke mindst hos forældrene til de andre børn i klassen!

For sandheden er, at såkaldt normale børn, laver meget mere ballade, end ADHD-børnene gør!

Hvis skolen var sådan indrettet, at alle børn hørte til en fast klasse, hvor lærere og forældre samarbejdede om at lave et godt kammeratskab (mobbefri zone) - hvor eleverne lærte at respektere hinanden, trods forskellighder - hvis de lærte at have respekt for voksne, ikke mindst deres lærere - hvis de lærte at forholde sig roligt i stedet for at larme, så ingen kan koncentrere sig - hvis man sad på sin plads i timerne, og ikke bevægede sig så meget rundt i klassen eller på skolen og hvis børnene lærte at tie stille, når andre siger noget seriøst...

Så ville det være meget lettere for ADHD-børnene at gå i skole, og deres symptomer vil ikke komme nær så meget til syne. Hvis ADHD-barnet er lidt uroligt eller ikke kan holde fokus, så gør det ikke nær så meget, som hvis 27 andre børn opfører sig som om de stadig gik i børnehave!

Det synes jeg lige, at I, lærere og forældre, skulle tænke over!!!

Hjulene på bussen...

Jeg undrer mig, over hvorfor det hedder De BLÅ busser.
Men jeg er måske bare farveblind?

Til gengæld synes jeg det er godt, at trafikselskabet endelig har erkendt, at busserne altid er forsinkede.
Derfor har de installeret parabol-TV i venteskuret.

Krydsord

Jeg er blevet bidt af at løse krydsord.
Det startede med, at jeg købte bladet Hendes verden, sidste tirsdag - et rigtig godt blad, synes jeg.
Der var nogle sider med krydsord, og dem blev jeg fristet af.

Men ak, jeg kom til at indsende svarene på den forkerte kupon.
Jeg troede vi havde uge 29 nu, men det er jo først i morgen, den starter.
Så nu er jeg da i hvert fald sikker på ikke at vinde noget, hverken denne gang eller næste.
:-(

Men jeg gør det jo heller ikke for at vinde, men fordi det er sjovt og god hjernegymnastik.
Så skidt pyt, jeg har chancen igen i uge 30.

Jeg fandt nogle gode krydsord på nettet:

http://www.krydsen.dk/

Håb så det høres!

Hvem siger, at salmer skal være gammeldags og kedelige? Her kommer én af dem, jeg holder mest af.

God søndag til jer alle!
:-D

Hvorfor gå rundt

og tegne sort-hvid

vi lever jo i farvespillets tid.

Gud satte en regnbue,

loved' os fred

og ikke straf, men kærlighed.

Så lad den blende,

lad den kende,

lad den sende håbet ud!

Alt hvad der er

i Guds maleri,

har plads til hver

forskellighed fordi

nuancerne tæller

og skaber et liv,

en fremtid mer' end tidsfordriv.

Så lad os måbe,

lad os håbe,

lad os råbe håbet ud!

Sammen kan meget nås

hvis vi vil,

det er bare modet

der skal til.

Gå over din grænse

og vis hvad du tør,

af det du ønsker du ku' gøre.

Så lad det svinge,

lad det klinge,

lad det bringe håbet ud!

Håb - så det høres.

Håb - vi kan forstå.

Håb - så der røres

ved dig og mig

og det vi håber på.

Tekst og melodi: Merete Stubkjær Christensen.

Jeg er og bliver en bonderøv!

Som flere hundrede tusind andre, er jeg ivrig Farmville spiller.

Det er et hyggeligt og sjovt spil, hvor man driver en eller flere bondegårde, hvor man bl.a. kan have dyr, plante træer og så korn, og lave forskellige ting ud af de ting, der produceres på gården.
Jeg har f.eks. et bageri og en pub, og for at lave kager og øl er man jo nødt til at så noget korn.

Spillet bliver udviklet efterhånden.
Indtil videre kan man max. have to farme, men jeg tror det bliver muligt at have flere i fremtiden.

Her er et par billeder.

Den autistiske hjerne

Flere og flere børn får diagnoser, som f.eks. Aspergers syndrom, fordi de har en social adfærd, som man tolker som negativ. Måske er driller de andre børn eller har generelt svært ved at få kammerater, og begå sig i skolen.

Der bliver holdt utallige møder, og barnet undersøges på kryds og tværs.
Men ofte glemmer man en vigtig ting - at inddrage barnet selv.

Hvis man gav sig tid til at høre, hvordan barnet opfattede sin verden, og tilrettede indsatsen overfor barnet efter dette, så ville børnene kunne nå meget længere.
Selvfølgelig skal man ikke lade et barn diktere hvordan de voksne skal gøre, men ethvert barn burde i forbindelse med en diagnosticering have en (eller flere) samtaler med en dygtig psykolog, der har specialiseret sig i netop den pågældende type handicap.

Psykologen vil ofte kunne finde helt konkrete grunde, til barnets uheldige adfærdsmønstre.

Måske har barnet slet ikke lyst til at drille de andre, ved måske ikke engang at det gør det, men prøver i virkeligheden ihærdigt på at blive venner med sine klassekammerater.
Barnet ved bare ikke hvordan man gør.

I så fald er en fokusering på den negative adfærd direkte skadelig for barnet, for skæld ud vil kun ødelægge dets selvværd, og det vil miste tilliden til andre mennesker.
Hvis man bare stiller regler op og siger "du må ikke" hele tiden, så får barnet først lyst til at blive trodsigt, hvilket det slet ikke havde fra starten!

Det eneste rigtige er, i stedet at lære barnet social forståelse, og ja, det kan faktisk læres!
Men det er en proces, der tager lang tid, og kræver tålmodige hjælpere.

Barnet har brug for en "tolk" der kan forklare, hvordan man gør tingene rigtigt.
Nøjagtigt som hvis barnet skulle introduceres til et fremmed lands skikke.
F.eks. forklare: "Peter bliver sur og ked, når du skubber til ham - det er meget bedre, hvis du siger hans navn, når du vil tale med ham."

Hvis et barn hører begrundelserne for, hvorfor man skal opføre sig på en bestemt måde, i en given situation, så vil det have meget mere lyst til at gøre det, end hvis det ikke ved hvorfor man skal gøre sådan.
Men det handler ikke kun om lyst til at lære, det handler også om barnets evne til at lagre det indlærte i sin hukommelse.

En autistisk hjerne fungerer ligesom en stor kommode, med tusindvis af skuffer.
Hvis ikke barnet ved i hvilken skuffe en færdighed skal lagres i, så kan det ikke åbne den rigtige skuffe, for at tage færdigheden op og bruge den.

Reglerne for kommodesystemet siger, at alting skal kategoriseres og  lægges i de rette skuffer.
Derfor skal barnet have forklaret tydeligt, hvad færdigheden hedder, f.eks. "at give hånd" og vide hvornår den skal bruges - "når man hilser på et andet menneske."
Har barnet disse to oplysninger, så kan det finde den rigtige skuffe, og sætte en etiket udenpå, og derefter hurtigt finde færdigheden frem igen.
Men hvis barnet ikke ved, hvilken skuffe færdigheden skal ligge i, så er det nødt til at smide færdigheden i skraldespanden, ved siden af kommoden.

Sjove billeder (synes jeg da selv)

Ak!

Personalet har fået lønforhøjelse - én banan mere om dagen.

Men de aner tydeligvis ikke, hvad man bruger en banan til!!!

De begynder tidligere og tidligere med sport, nu om dage.

Men KAN en boldbane mon blive mindre end denne???

Stakkels Julle, kan ikke få den op at stå!

Måske jeg skulle bestille noget Viagra til ham???



Det siges, at man ikke må lege med maden.

Men der er ingen, der har forbudt mig, at lege med min medicin!!!

Jeg har hørt, at man kan stille stolen for døren.

Men TOILETTET!!??

Min nieces kommentar: "Det må godt nok være koldt når man skal ud og tisse i snevejr!"

Ferie!

I dag var sidste dag i mit dagtilbud, og nu har vi fjorten dages ferie.
Dejligt!

Jeg skal ikke ud at rejse i år, men her er et par billeder fra nogle af mine tidligere ferier.

Sdr. Strømfjord, Grønland, 1998.

Kangerlussuaq, hedder byen på grønlandsk, så vidt jeg husker.

Jeg var der på en lejr, sammen med to andre piger fra KFUK-spejderne i Kjellerup.

Tunesien, 2000.

Jeg var på rundrejse i Tunesien, med min 10. klasse (Kjellerup skole).

Huset på billedet er bygget ind i klippen - de kalder det en trokledyt - og det ligger i den nordlige del af Sahara ørkenen.

Det nordlige Sahara er ikke, som mange tror,  en bundløs bunke sand, men et klippelandskab.

Keukenhof blomsterpark, Holland.

2007 eller 2008?

Jeg var i Holland, sammen med et værested, for psykiatribrugere.

Keukenhof er Nordeuropas største blomsterpark.

Der er selvfølgelig en masse tulipaner, i alle regnbuens farver.

Men der er også mange andre slags blomster.

Æggekage opskrift

Til Maria, og andre interesserede kommer her opskriften, på den lyserøde æggekage, jeg bagte i går.
Den er til to personer, eller til to måltider for én person.

• 5 æg.
• 1 pakke kyllingestrimler ("topping").
• 1 tomat.
• ½-1 løg, afhængigt af størrelsen.
• Purløg efter smag.
• ½ dl. olie.
• 2 tsk. chili pulver.
• 2 tsk. salt.
• 2 tsk. peber.
• 3 dl. frosne ærter.

1. Ring til Camilla og inviter hende på middag!
2. Bland alle ingredienserne, UNDTAGEN ÆRTERNE OG PURLØGET, og mos dem med en stavblender.
3. Put ærter og purløg i. Ærterne tør op, når æggekagen bliver stegt.
4. Kom lidt olie på en stegepande, og varm den op.
5. Kom æggemassen i panden.
6. Steg æggekagen på panden, ved middel temperatur. Hvis den bliver for brun i bunden er du nødt til at skrue ned, selv om det er dødkedeligt at vente på at æggekagen bliver færdig.
7. Imens du steger, skal du lave små hak i kanten af æggekagen, med en paletkniv. Det er fordi bunden bliver færdig først, og hakkene gør at det flydende æggemasse i toppen også kommer nedad, og bliver stegt.
8. Æggekagen er færdig, når den er blevet stiv, hele vejen igennem. Det tog ca. 40 minutter, da jeg lavede min.

Det er godt at spise et stykke brød og måske en tomat (eller anden grønsag) til.

Man bliver klogere med alderen

Der var engang, hvor jeg syntes min mor var skingrende skør, når hun tog BH'en af straks hun kom hjem.
I dag er jeg blevet klogere.

Æblet falder ikke langt fra stammen!

Æggekage

Jeg er ikke så god til at lave mad.
Men da jeg ved hjemmelavet mad er meget sundere end færdigretter og take-away, er jeg begyndt at lave mere mad selv. Det er også godt for mig at være mere aktiv, frem for bare at lade mikrobølgeovnen lave maden for mig.

I dag lavede jeg æggekage.
Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg vidste godt hvordan man gjorde, for jeg har set andre lave det.
Så jeg tog fem æg, en pakke kyllingestrimler, et halvt løg og en tomat frem, og torturerede det med stavblendere. Det tog godt nok lang tid at stege det på panden, men det endte med at blive en helt god æggekage. Den smuldrede godt nok lidt, men skidt med det.

Mums, det smagte godt!

Grovboller med nødder

Jeg bagte igen i går.
Denne gang var det grovboller med hassel- og valnødder.

En "husker"

En af mine bostøtter foreslog mig at bruge denne "husker."
Jeg synes den er ret smart, og når den står på spisebordet lægger personalet også mærke til den, og kan spørge, hvad det er jeg skal huske.

Hvem vil bytte skrog?

Jeg synes jeg kan mærke min krop lidt for godt i dag.

Min højre hånd - både håndledet og fingrene - er begyndt at drille igen.
Og min ryg er ubevægelig og øm, så jeg har svært ved at bukke og strække mig.
Knæene er der jo altid noget med, og min kæbe knager som jeg ved ikke hvad.

Jeg bagte boller i går. Grove, med rugmel og to slags nødder.
Jeg elsker at bage gærbrød, og at lave mad.
Det er dejligt at bage, og ikke mindst at spise det producerede.

Men jeg må erkende, at jeg kan ikke røre dej mere. Så for første gang brugte jeg en elpisker med dejkroge. Det var en mærkelig fornemmelse. Det er jo en hjælp og aflastning, og ikke et decideret handicap hjælpemiddel, men det føltes bare som et nederlag, når man er vant til at røre og ælte med hænderne.

Jeg havde også svært ved at bukke mig ned, da jeg skulle fylde kattens skåle.
Måske er jeg nødt til at stille dem op på en platform, så jeg bedre kan nå.
Katten er jo heldigvis mere mobil end jeg er for tiden.

Men jeg synes godt nok, at jeg har et sølle skrog.
Hvem vil bytte?
;-)

Regnvejr

Jeg har lige været ude at cykle.
Bare hen til torvet og tilbage.

Inden jeg skulle afsted tænkte jeg "åh nej, vejret ser forfærdeligt ud!"
Men der var ikke noget at gøre. Vi må ikke køre i personalets biler, så jeg var nødt til at tage mig sammen.

Og da jeg kom ud var det faktisk helt rart.
Blæsten var alligevel ikke for slem, og det regnede ikke nær så meget som jeg troede.
Det var dejligt at få frisk luft og motion.

Jeg oplevede det samme i går.
Jeg havde det træls fra morgenen af, og måtte melde en aftale fra. Jeg sad bare herhjemme og havde ondt af mig selv. Men så blev jeg nødt til at gå hen og handle, for man får det jo i hvert fald ikke bedre, hvis ikke man får noget at spise.

Da jeg kom ud opdagede jeg at vejret var dejligt, og gåturen gjorde mig i godt humør.
Jeg gik ned gennem skoven, hen til Rema 1000, og fik dermed en lille oplevelse ud af det.

Det er ikke vejret, den er gal med, måske heller ikke din påklædning, men din indstilling til vejret!

Frihed

Jeg er bestemt ikke ked af, at jeg er blevet førtidspensionist som tyveårig.

På grund af mit svingende energiniveau har jeg, på intet tidspunkt i mit voksenliv, været i stand til at arbejde på nogen måde. Jeg aner ikke, hvordan jeg har det, den næste dag. Derfor er det totalt umuligt for mig, at lave forpligtende aftaler.

Jeg er meget følsom overfor stress - der skal simpelthen intet til.
Derfor har jeg brug for frihed, til selv at kunne sige til og fra, og vurdere hvad jeg kan magte den pågældende dag.

Jeg deler min tid, imellem at være hjemme, og være i et dagtilbud, sammen med ca. 65 andre tosser.

Ordet tosse er ikke et skældsord i min terminologi, men jeg bruger det selvfølgelig med varsomhed, så ingen føler sig ramt af det, hvis de ikke kender min humor.
Tosse betyder, i min verden, at man er udfordret af en sygdom eller et handicap, men alligevel har sit gode humør og er glad for livet.

Dagtilbuddet er et såkaldt samværs- og aktivitetstilbud, hvor vi selv er med til at planlægge, hvad vi vil lave. Der er mange forskellige muligheder. Jeg kommer der tre formiddage om ugen.

Nogen arbejder i vores store køkken, hvor de bager hver dag og laver varm mad to gange om ugen.
Andre har praktiske opgaver, såsom rengøring og oprydning i kantinen.
Én er ankermand på vores brugerhjemmeside, som jeg også har skrevet nogle artikler til.
Mange bruger tid ved computeren, og flere af de unge er rigtig gode til at tegne manga.

Jeg laver kreative ting om mandagen, f.eks. strikker jeg, og efter ferien tager jeg mit broderi med.
Mandag er også dagen, hvor jeg har en halv times samtale med min kontaktpædagog, om stort og småt i mit liv og min hverdag i dagtilbuddet.

Om onsdagen er jeg med til motion, hvor vi bl.a. spiller boldspil og har et super styrketrænings program.
Der er også et hold, der dyrker taikwondo.

Om fredagen underviser jeg min ven, Christian, i at læse.

Det er hyggeligt at komme i samværs- og aktivitetstilbuddet. Det er rart, at have et sted hvor man hører til. Hvor man har gode venner og flinke hjælpere, og hvor man altid bliver taget godt imod. Hvor personalet ikke er bange for at være personlige og give et knus, når man har brug for det. Og hvor man kan lave sjov med hinanden, og have det rart sammen.

Jeg har været i dagtilbuddet fra august 2000, men havde en pause på halvandet år, i 2009-2010,  hvor jeg trængte til lidt luftforandring, og prøvede et andet sted. Men jeg er glad for, at være vendt tilbage.
Det er som at komme hjem.

Hygge

Hvor er det dog rart at sidde her i sofaen og slappe af med computeren, se stand-up og have et glas Pepsi max indenfor rækkevidde.

Men det bedste er at se Bibsen lege og tosse rundt.
Jeg bliver så glad af at se på hende.
Jeg kan stadig ikke fatte, at hun er min!

Grovboller

Flere har spurgt på opskriften på de boller, jeg bagte i sidste uge.

Her er den:

1/2 pakke gær.
1 tsk. salt.
2 dl. lunken mælk eller vand, evt. blandet.
3 spsk. olie.
2 æg.
Ca. 3 dl. (i alt) reven gulerod, nødder, solsikkekerner eller hvad du nu har lyst til at putte i af fyld.
Ca. 700 g. hvedemel, måske lidt mere eller mindre.
Ca. 300 g. rugmel.

1. Smuldr gæret i en skål og put salt i.
2. Varm mælken til ca. 37 grader (håndvarm) du kan også bruge varmet vand.
3. Hæld mælken i skålen og rør rundt.
4. Put olie og æg i.
5. Put rugmel i og fyld i.
6. Put hvedemel i lidt ad gangen og rør rundt så du mærker hvornår der er nok. Du må ikke putte mere rugmel i, for så kan dejen ikke hæve ordentligt.
7. Lad dejen stå og hæve i 1 time. Gammel overtro siger den hæver bedre, hvis man skærer et kors i, og det er faktisk smart, for så kan man nemt se på korsets kanter hvor meget dejen er hævet.
8. Form 16 boller, pensel dem med æg, og put evt. drys på.
9. Lad dem hæve i 20 minutter inden du tænder ovnen på 180 grader varmluft eller 200 grader almindelig varme, og sæt dem i når den er varm.
10. Bag bollerne i ca. 13 minutter. Prik i dem med en tændstik el. lign. hvis der hænger dej på den er de ikke færdige endnu.
11. Lad bollerne køle af.
12. Ring til Camilla og inviter hende på en varm bolle og en kold Pepsi max.

At sige fra

Jeg skulle have været til fødselsdag i aftes.
Men jeg kunne bare mærke, at jeg ikke havde overskud til at være social.

Jeg ringede til min bostøtte, for at høre hendes mening.
Hun sagde: "Lyt til din krop!"

Man skal respektere sine grænser, og sige fra, hvis der er noget, man ikke kan magte.
Det er positivt, at kunne sige fra.
Men jeg føler mig så utilstrækkelig, når jeg er nødt til det.

Jeg har påtaget mig flere opgaver herhjemme.
Jeg vil gerne klare så meget som jeg kan selv, frem for at blive "serviceret" af personalet.
Så i går vaskede jeg tøj. En almindelig hverdagsting, men for mig var det en udfordring.
Det var åbenbart hårdere for mig, end jeg kunne mærke i går, for her til morgen var jeg totalt flad.
Men jeg er parat til at vaske tøj igen i næste uge, for jeg skal nok blive stærkere, fysisk og psykisk.

Kludder i årstiderne

Mine sims kunne ikke holde sommervarmen ud, så de er rejst hjem til Sim Land, hvor de har bygget en snemand.

Morgen-smustle

Mine sims ta'r lige en smustle-dans før morgenmaden!
De forstår at more sig.
Det ku' man lære noget af!

Christian

Min ven, Christian, er ordblind og jeg er elendig til at bowle - til gengæld besidder vi hver især den modsatte evne.

Derfor var det oplagt at indgå en pagt: Jeg lærer Christian at læse, og han lærer mig at bowle.
Indtil videre går det super godt med læsningen. Bowlingen kniber det stadig med...

Jeg underviser Christian hver fredag fra 10.00-11.45.
Christian vælger selv sine bøger på biblioteket. De handler som regel om politi og sikkerhed. Så laver jeg opgaver til ham, ud fra dem.

Jeg er rigtig glad for, at jeg kan hjælpe Christian, med at lære at læse.
Man skal lære af hinanden, og udnytte hinandens potentialer.
Ingen kan alt, men sammen kan vi en masse.

Bibsen som killing

At være spejder

Jeg har været spejder, siden jeg var syv år gammel.

Spejderlivet er en integreret del af mig og mit liv, og jeg kunne ikke forestille mig at jeg ikke skulle være spejder. Én gang spejder, altid spejder!

I dag er jeg flokassistent for en gruppe herlige ulveunger.
Det er børn, der går i anden og tredje klasse.

Vi laver alt muligt forskelligt, men tager udgangspunkt i Junglebogens historier om Mogli, skrevet af R. Kipling.
Derfor kaldes vi ulve, og hvert medlem har et junglenavn. Jeg hedder Phao, og min styrke er myndighed.

Det børnene bedst kan lide, er nok at lave bål og snitte med dolke, men spejderliv er meget mere end dét. Som spejder lærer man bl.a. at arbejde sammen i en gruppe og kunne lytte til andres meninger, før man siger sin egen. Børnene lærer at være hjælpsomme og høflige, og at hjælpe hinanden. De oplever, at alle mennesker er lige værd, og at man ikke skal mobbe. Ligeledes lærer de at løse problemer og tage et ansvar for sig selv, for andre mennesker og i samfundet. Dertil kommer at man lærer en masse praktiske ting, og ikke mindst at man får én på opleveren!

Det er vel ikke det værste, man kan give sine unger?
Jeg er i hvert fald glad for mit spejderliv.
Jeg har haft mange gode oplevelser som spejder og har fået mange gode spejdervenner, og jeg har lært en masse. Det vil jeg gerne give videre, og derfor har jeg valgt at arbejde frivilligt som spejderleder.

Ondt i skroget

Jeg døjer desværre med nogle smerter, som ligesom vandrer rundt i kroppen.
Det skifter imellem at sidde i ryggen, skuldrene, lænden, hænderne, knæene og fødderne.
Smerterne er der både, når jeg er i aktivitet og i hvile, og jeg har praktisk talt altid ondt, ét eller flere steder.

Jeg er ret sikker på, at det er slidgigt, som følge af min overvægt, og lægen har sagt at det kan det sagtens være. Men inden hun henviser mig til yderligere undersøgelser, eller begynder at give mig gigtmedicin, så skal jeg gå hos en fysioterapeut. Desuden forsøger jeg at tabe mig, med hjælp fra en sygeplejerske i lægehuset og mine støttepersoner.

Fyssen undersøgte mig hurtigt, og vi blev enige om at vi skulle prøve at træne smerterne væk med styrketræning i deres motionsrum. Men det gjorde det bare værre.
Alle kan selvfølgelig blive ømme af at træne, det viser jo bare at man har brugt sine muskler - men mine smerter varer i tre dage efter, hvor jeg er nødt til at tage ni Panodil om dagen.

Det duer jo ikke, så derfor vil hun undersøge mig igen den 21. juli, for at vi kan lægge en ny plan sammen. Jeg skal nok fortsætte med at træne i motionsrummet, men måske på en anden måde. Og så skal vi finde ud af om jeg skal have anden behandling. Vi har talt om, at det måske kunne være massage.

Jeg glæder mig meget til undersøgelsen. Hvis ikke der snart sker en bedring, så vil jeg gå videre til lægen, og forsøge at blive henvist til røngten af mine led, så vi kan finde ud af om det er slidgigt. For jeg vil ikke finde mig i, at jeg skal gå og have ondt!

Papirklip

Jeg kan godt lide at lave papirklip.

Men desværre kan jeg ikke lave så meget af det for tiden, fordi jeg døjer med "ondt i skroget" hvilket især viser sig, når jeg skal koncentrere mig om noget, fordi jeg spænder i kroppen.

Men jeg vil gerne vise nogle af de papirklip, jeg har lavet, siden jeg for alvor begyndte på det i 2009.
Jeg låner bøger med skabeloner på biblioteket. Min yndlings papirklip-designer er Mette Voldmester.